Nyhedsbrev fra 20.05.2006
 
 
Kære modtagere af nyhedsbrevet...

Det er dejligt at opleve den positive opbakning fra alle sider, som årets projekt Tjernobyl-børn oplever. Nørre Snede er bare med på projektet, 8.b med de tre aktive piger og klasselærer Camilla Foss i spidsen er klar til at modtage tøj og andre spændende ting fra elever og forældre fra hele området fra tirsdag morgen på skolen. De har også lavet aftale med arrangørerne af lørdagens loppemarked i Hallen om at overtage evt. ting herfra til projektet.
I løbet af den første dag efter udsendelse af opfordringer til at støtte projektet er der indkommet positive meldinger fra flere: Kreuzfeldt Foto i Ikast sponserer et engangskamera til alle de russiske børn og betaler desuden for fremkaldelsen af alle billederne. Nordea i Ikast giver 3.000 kr. til projektet, som kan bruges, hvor behovet er størst. Steen Hebsgård fra Ikast Avis arbejder på at give børnene et tilbud om et betalt besøg i Park Zoo i Haunstrup. Desuden har fire unge mennesker mere meldt sig som hjælpere og er klar til at yde en aktiv indsats sammen med "de gamle" for at give de russiske børn deres livs oplevelse. To af de unge er Anders og Regitze fra Nørre Snede og Klovborg. Der er meget, som tyder på, at det bliver et projekt for hele Ikast-Brande kommune.
Vi havde forventet at børnene kom fra Orel-regionen i Rusland, men har fået nye oplysninger fra ASF-Dansk Folkehjælp, som siger, at børnene kommer fra Pskov-regionen. Vi forventer mere nyt om børnene i løbet af de næste dage.
Vi har tilladt os rent administrativt at tilføje flere på listen over modtagere af nyhedsbrevene. Hvis du ikke ønsker at modtage nyhedsbrevet kan du altid via hjemmesiden: www.tjernobyl.dk - Nyhedsbrev framelde dig.

De bedste ønsker om en god weekend til dig og dem du holder af...
Påvegne af Team Tjernobyl...

Eli Nicolaisen
 
 
 
Sidst opdateret: 21-05-2006 af Eli Nicolaisen